Gode råd!
Hvordan kan man forberede et samarbejde med brug af Image materialerne?


 
 

 

Mange lærere har gennem årene høstet mange erfaringer i forbindelse med brug af Image materialerne i CSCL*) projekter. Vi synes, at det kunne være en god idé, at læse afsnittet ‘Gode råd’ og ‘Gyldne regler’ for herigennem at sætte dig ind i, hvordan samarbejdet med en kollega og dennes elever kan organiseres; samt også hvordan man kan tilrettelægge arbejdet i egen klasse.

*) Computer Supported Collaborative Learning

Nogle af erfaringerne med Image materialerne er samlet i dette afsnit, andre i afsnittet: ’Gyldne regler’.

 

 

Image konceptet

'Image of the Other’ konceptet bygger på idéen om at danne sig et ’billede af den anden’ gennem:

o        en brevveksling hvor eleverne i to klasser arbejder sammen parvis

o        en brevveksling der tager udgangspunkt i velkendte temaer fra elevens dagligdag

o        en brevveksling der lægger op til dialog

o        en brevveksling med henblik på at udvikle sproglige og øvrige faglige kompetencer - herunder også den interkulturelle kompetence.

o        en brevveksling der er en integreret del af undervisningen

 

Samarbejdspartnere - pennevenner

Alle implicerede forfattere af Image materialerne har fra første færd skelnet mellem begreberne: samarbejdspartnere og pennevenner. Samarbejdspartnere indgår som en del af undervisningen, pennevenner tilhører den private sfære.

 

Image konceptet lægger vægt på begrebet samarbejdspartnere, hvor samarbejdet og dermed den viden og indsigt eleverne får om jævnaldrende i eget eller i et andet land, bliver en del af den fælles viden, som man arbejder med, udforsker og videreudvikler som led i den daglige undervisning

 

Pennevenner opfattes her som noget mere personligt. Der foregår en korrespondance med et indhold af en mere privat karakter, som ikke nødvendigvis skal deles med andre. Om eleverne skal korrespondere privat, samtidig med at projektet afvikles, eller om man lægger op til muligheden herfor efter projektets afslutning, må være på op til lærere og elever at afgøre evt. sammen med forældrene.

 

Livslang læring

Familien har altid været det sted, hvor børn lærte og hvor deres socialisering tog sin begyndelse; men hurtigt i børnenes liv udvides antallet af aktører i socialiseringsprocessen med bl.a. andre børn og pædagoger i vuggestuen, i børnehaven og i skolen etc.

 

Birgitte Tufte definerer socialisation som:

”det forløb fra fødsel til død, hvorved mennesket i interaktion med sin omverden udvikler sig.

Dermed skal det pointeres, at socialisation foregår som en lang proces i løbet af hele livet”.

 

Arbejdet med IMAGE materialet, og de kompetencer, der her erhverves, indgår som et vigtigt element i elevernes socialisering og livslang læring.

 

Matchning af elever

Vær sikker på at alle elever får én at skrive med. Det er en god idé at udarbejde lister med navne på eleverne samt at notere enkelte informationer, der kan have betydning for matchningen, fx det faglige standpunkt i de/det fag, der indgår i samarbejdet. Der er udarbejdet et skema som en hjælp hertil. (Se: Skemaer til udprintning).

Af adskillige grunde er det vigtigt, at eleverne i de to klasser ikke divergerer for meget i forhold til:

Alder: De bør være på omkring samme alder.
Antal: Begge klasser bør så vidt muligt have det samme antal elever. Hvis ikke må man naturligvis lave en aftale med kollegaen om, hvordan man vil gruppere eleverne, så alle oplever, at de har en samarbejdspartner.

Andre forskelle mellem de to klasser burde ikke volde problemer. Nogle forskelle kan blive en spændende udfordring for arbejdet.
A
ftal med din kollega hvem af jer, der står for matchningen.

Udarbejd en liste så alle involverede (også eleverne) ved, hvem der er matchet med hvem.

 

Sproglig korrekthed

Bliv enig med din kollega om, hvilket niveau af korrekthed, I vil vælge. Dette gælder ligeledes grammatisk og idiomatisk korrekthed. Overvej om I vil kræve en 100% sproglig korrekthed.

 

Redigering af materialet

Det er muligt at gå ind i det enkelte brev og tilrette sprog, opgavernes formulering og antal, så det passer den enkelte klasses sproglige og faglige niveau. Du kan bruge print versionen og her indføre de ændringer, som du og din kollega bliver enige om.

 

Antal temaer

De involverede lærere aftaler indbyrdes, hvor mange temaer eleverne skal arbejde med inden for den tidsramme, der er afsat til samarbejdet. Det er ikke nødvendigt at nå igennem alle 10 temaer i løbet af et skoleår. Nogle klasser når to temaer i løbet af det første år.

 

Forslag til arbejdsgang

Et samarbejdsprojekt har en naturlig cyklus af aktiviteter. Denne cyklus behøver en omhyggelig planlægning for at blive afviklet gnidningsløst.

Trin 1: Lokale (interne) aktiviteter

o        Introducer temaet til den kommende aktivitet for klassen

o        Beslut hvilke aktiviteter, der skal sættes i værk for at skrive brevet

Et ’interactive white board’ vil være et godt redskab i forbindelse med forarbejdet til det emne, eleverne skal i gang med.

Trin 2: At skrive brevet

o        Eleverne skriver kladde på papir eller i tekstbehandling

o        Brevene rettes til i forhold til aftalte kriterier

o        Brug evt. processkrivning som en del af arbejdet

Processkrivning er en stor hjælp for eleverne, idet de kan bruge hinanden omkring arbejdet med sproget, formen og indholdet.

Trin 3: Afsendelse af e-mail brevene

o        Etabler en klasse e-mail adresse

o        Elevernes breve afsendes som e-mail fra klassens fælles e-mail adresse, som vedhæftede filer

Trin 4: Bekræftelse

o        Modtageren bekræfter modtagelse af det tilsendte materiale

Trin 5: Modtagelse af e-mail breve

o       Partnerskolens breve bliver sendt til jer

 Trin 6: Bekræftelse

o        Du bekræfter modtagelse af brevene

 Trin 7: Læsning

o        Dine elever læser de breve, de har modtaget fra deres partnere

o        Eleverne finder mindst tre spørgsmål, de vil stille ud fra den modtagne tekst

o        Spørgsmålene indlægges som en del af det næste brev

 

Trin 8: Lokale (interne) aktiviteter

o        Et nyt tema bliver introduceret.

o        Spørgsmålene til foregående breve bliver indskrevet og personlige nyheder tilføjes.

Cyklussen starter igen......


Dialog

 

Det er vigtigt for samarbejdet, at der en løbende dialog mellem de to lærere. Man kan altid (og bør) udveksle informationer om udvikling af aktiviteterne eller evt. problemer. Tidligere aftaler vedrørende fx datoer for udveksling af breve, diskuteres og ændres om nødvendigt. Planer med hensyn til temaer for brevene eller den rækkefølge, de skal sendes i diskuteres eller justeres. Nogle gange er matchningen af eleverne ikke heldig. Et eksempel kan være en meget dygtig elev, der er sat sammen med en elev, der behersker sproget knapt så godt. Dette kan til en vis grad tages højde for i matchningen. Desuden kan forslag, spørgsmål og ideer fra eleverne vise sig at højne kvaliteten af samarbejdsprojektet, netop fordi det er elevernes billeder af hinanden.

 

 

Evaluering….

 

Det er vigtigt at evaluere projektet med elever og kolleger, både i løbet af og ved afslutningen af samarbejdsprojektet. Som forslag til brug ved en evaluering, er der udarbejdet to forskellige modeller, som I kan benytte jer af. Se under punktet evaluering på forsiden.

 

 

Gyldne Regler

 

Elektronisk post er et fantastisk medium til kommunikation. Men det er vigtigt at være opmærksom på, at der er nogle regler for en succesfyldt brug, specielt i undervisningen.

Der er således flere gode råd i punktet: Gyldne regler, som vi vil anbefale jer til at læse, inden I går i gang. At være bevidst om disse regler kan senere spare jer for mange ærgrelser.

 

 

Ophavsret 

I nogle af opgaverne i Image materialet skal eleverne selv producere et materiale (billeder, tekster etc), hvor de måske uforvarende kan komme i konflikt med gældende ophavsret.
Er du i tvivl, om du eller eleverne må bruge et givet materiale, som I ikke selv har produceret, i en publikation eller på en webside, så spørg det firma eller den person, som har copyrighten til materialet om I må bruge det. Ofte får man grønt lys, når det er materiale, der skal bruges i skolesammenhæng. Men husk under alle omstændigheder at få tilladelsen til brugen skriftligt!!

Du kan også søge yderligere oplysning på EMU (http://www.emu.dk). Søg på ordet ophavsret i søgefeltet. Her vil du finde links til alle interessante emner vedrørende copyright/ophavsret.

 

Held og lykke med arbejdet til dig og dine elever!!!

 

eTwinning programmet indgik i 2006 en samarbejdsaftale med European Schools Project Association omkring IMAGE materialerne.

http://www.emu.dk/gsk/internationalt/etwinning/index.html

 

 

 


Back to Table of Contents