Når jeg skal fortælle om det barndomsminde, der har gjort størst indtryk 
på mig, må det de være det, at få en lillesøster. Det er en stor 
oplevelse eller forandring for alle børn, men der var noget, der gjorde 
det til en særlig oplevelse for mig. Jeg var selv lige blevet 3 år, da 
jeg skulle ha’ en lillebror eller søster. Vi vidste selvfølgelig ikke, 
hvad det var, men i al den tid min mor var gravid, hed babyen Susanne, 
og det gør hun stadig, for heldivis var hun en pige (en dreng, der 
hedder Susanne, havde ellers været sjovt). En dag kort før min mor 
skulle føde, havde hun været til undersøgelse hos jordemoderen, og da 
vi skulle spise til aften, spurgte min far, hvordan det gik med babyen. 
Hertil svarede min mor: “Det gik godt, men de kunne ikke finde babyens 
hoved. "Bum", det er det min oplevelse handler om. Kan I forestille jer 
hvordan en baby uden hoved ser ud - inde i moderens mave. Jeg kunne 
ikke, men jeg brugte utrolig meget tid på at forestille mig det. Det, 
jordmoderen mente, var selvfølgelig, at de ikke uden på maven kunne 
mærke, hvor babyens hoved var, fordi det ikke lå der, hvor det plejer 
lige før en fødsel. Normalt fødes babyer nemlig med hovedet først, men 
Susanne er født med tæerne først, og derfor havde jordmoderen lidt 
svært ved at mærke, det hun skulle, men min far og mor vidste godt, 
hvad hun mente.
Der gik lidt tid, før for mine forældre fandt ud af, hvad det var for 
tanker jeg gjorde mig, men da de opdagede det, syntes de bare, det var 
morsomt, og blev ved med at tale om Susanne med det manglende hoved. Så 
da dagen kom og mor skulle afsted til hospitalet, sagde hun til mig, at 
nu skulle jeg ud og passes hos nogle andre, for nu skulle de ud og se, 
om de kunne finde et hoved til Susanne. "Bum", der var den der igen. 
Inde i mit hoved forestillede jeg mig et rum med en meget stor kasse, 
og i den kasse lå der mindst 20 hoveder af forskellig størrelse og 
udseende, men alle til babyer. Så forestillede jeg mig, hvordan de kom 
ind med babyen uden hoved, og prøvede sig frem til et hoved, der 
passede i størelsen. Da min far kom og besøgte os, hos den familie der 
passede os, spurgte jeg ham, om de nu havde fundet et hoved til 
Susanne, og det havde de, sagde han. Nogle dage senere kom far for at 
hente os hjem, for nu var mor og Susanne også kommet hjem. Da vi kom 
kørende ned i gården, hvor vi boede, kom mor ud i døren for at tage 
imod os. Men selv om jeg savnede både min far og min mor meget, så 
smuttede jeg lige forbi hende ind i stuen, hvor liften med Susanne stod 
på sofaen. Først da jeg med egne øjne havde set, at hun havde det helt 
rigtige hoved, kunna jeg gå ud og få et kram af min mor. Se, det er en 
historie, vi har grinet af siden, og når vi rigtig skal drille Susanne, 
så siger vi, at da hun var lille, kunne de ikke finde hovedet, og at 
vi stadig ikke er helt sikre på, om de har fundet det.

Hilsen
Hanne.